Skovmår (Martes martes)

Af Mette Marie Birch   


Kendetegn

Skovmåren er kendetegnet ved sin store gul -orange halsplet, der er afrundet nedad til, dens store trekantede øre og den lange slanke krop. Pelsen består af en fin lysebrun underpels samt nogle lange chokoladebrune dækhår. Underpelsen kan kun lige anes gennem de tætte dækhår. På ben og poter er pelsen en anelse mørkere end på kroppen. Skovmårens trædepuder er også dækket af hår, hvilket især ses i fodaftryk på sne. Om vinteren er pelsen langt fyldigere og halen mere busket end om sommeren. Skovmårens hale er lang og fyldig, snuden er mørk og tænder samt klør er lange og skarpe. De skarpe kløer gør skovmåren eminent til at klatre i træer og den bevæger sig således lige så let oppe i træerne som ned på jorden. På jorden bevæger skovmåren sig oftest i lange bølgende spring mens den i træerne enten kravler inde ved stammen eller hopper fra gren til gren. Det er sjældent man har lejlighed til at høre skovmåren, men dens lyde består af hvæs, knurren og katteagtige skrig samt hunnens tjok lyde til ungerne. Da skovmåren overvejende er nataktiv samt ret sky, er det også sjældent, man har lejlighed til at se den. På varme sommerdage kan man dog være heldig, at se en hun med sine legende unger. I Danmark kan skovmåren kun forveksles med husmåren, hvilken den til gengæld, i felten, er overordentligt svær at skelne fra. Dog er husmårens halsplet ofte mere hvid, og den strækker sig ned på begge forben, dens dækhår er mere grålige og de dækker ikke den lyse underuld ordentligt. Husmårens øre er desuden mindre end skovmårens og uden den karakteristiske lyse kant, snuden er kødfarvet, benene er kortere og kroppen kraftigere. Står man med et dødt individ kan man desuden skelne arterne på tand- og kraniekarakterer. Skovmåren har som de fleste mårdyr en tydelig kønsdimorfi, hvor hannen er større end hunnen.

Han: Længde: 51-54 cm, hale 26-27 cm Vægt: 1,5-2,2 kg

Hun: Længde: 46-51 cm, hale 18-24 cm Vægt: 0,9-1,5 kg

 

Slægtskab

Skovmåren er af slægten rovdyr (Canivora) og familien mårdyr (Mustela) Der findes 8 arter af mårdyr i Danmark: Skovmår (Martes martes), Husmår (Martes foina), Ilder (Mustela putorius), Vildmink (Mustela vison), Lækat (Mustela erminea), Brud (Mustela nivalis), Grævling (Meles meles) og Odder (Lutra lutra) Af de danske mårdyr er skovmåren tættest beslægtet med husmåren, som den deler udseende, livs/ ynglecyklus og til dels habitat med. De to arter er, så vidt vides, ikke i stand til at krydse med hinanden. Tidligere var skovmårens tætteste slægtning i Norden zoblen, hvilke den er i stand til at få levedygtigt afkom med. Pga. tidligere tiders efterstræbelse på zoblens pels, findes zoblen nu kun øst for Ural.

 

Forekomst

Skovmåren er udbredt over det meste af Danmark med undtagelse af Bornholm og de fleste småøer. De enkelte bestande er dog små og levestederne spredte. Den største bestand findes i Sønderjylland, hvor der allerede ved en undersøgelse i 1930 var en stor bestand af skovmår. Dette er blevet bekræftet både ved den seneste statusundersøgelse fra 1977 og ved arbejdet med Dansk Pattedyratlas de senere år. Derudover findes en pæn bestand i Nordøstsjælland, Midtsjælland, Østjylland samt på Sydsjælland. I Vestjylland, Thy, Vendsyssel samt på Fyn og Lolland-Falster er bestandene mere sparsomme. Det er dog svært helt at slå fast, hvor stor og udbredt den danske skovmår bestand er, dels fordi skovmåren lever et skjult liv og dels fordi den er totalt fredet og dermed ikke indgår i landets vildtstatistikker. Det kræver derfor en ekstra indsats, hvis man vil undersøge bestandens tilstand, og det blev sidst gjort i 1977. Fra de individer der er kommet ind de seneste år, ser det ud til, at bestanden er i stadig fremgang og b. la. i Østjylland tyder det på, at bestanden er væsentligt større end i 1977, skovmåren må dog stadig betragtes som sjælden i Danmark.

Habitat

Skovmåren er et udpræget skov dyr. Det har hidtil været antaget, at skovmåren udelukkende levede i større gl. uforstyrrede skove. De seneste undersøgelser har imidlertid vist, at nok er arten afhængig af skov og gl. hule træer til at bygge sin rede i, men når ungdyrene spredes og måske også når dyrene fouragerer, så kommer den også ud i det mere åbneland. Dette gælder især, hvor der findes læhegn og anden bevoksning som skovmåren kan færdes langsmed og søge tilflugt i. I Danmark lever og yngler skovmåren helst i ældre blandingsskov, men yngre skovpartier kan også gå an, den undgår dog beplantninger på under 3-4 meters højde. Skovmåren har sin rede i hulheder i gl. løvtræer, hviler i de tætte høje rødgraner og finder sin føde langs lysninger, skovbryn og altså måske også ude på markerne. Når skovmåren hen under aften vågner af sin søvn, bruger den som regel først en times tid på at søge føde i trækronerne, hvorefter den bevæger sig ned på jorden og forsætter der. I løbet af natten holder den et par hvil i en trækrone, men bruger ellers hele natten på at afsøge sit territorium. Det er sjældent skovmåren ”overnatter” det samme sted to dage i træk, med mindre den har unger i reden. Fra en undersøgelse af radiomærkede dyr i nordtyskland ved man, at en skovmår i et territorium på ca. 4 km2 kun brugte en given hvileplads hver 3-4 døgn. Skovmåren sætter generelt ikke mange spor og dens færden er ganske stille, så man ser den sjældent. Man kan dog være heldig at se fodaftryk i sne/mudder eller ekskrementer lagt på en forhøjning på en skovvej. Men ofte har den sit toilet helt oppe i trækronerne, hvor træet har en gaffelforgrening. Afbidte fjer og æg med et lille hul, hvor indholdet er slikket ud af er andre tegn på, at der har været mår på spil.

 

Føde

Der er aldrig foretaget fødeundersøgelser på danske skovmår. Fra udlandet ved man dog, at skovmåren er opportunistisk i sit fødevalg, hvilket vil sige, at den spiser, hvad der nu byder sig. Den primære føde består, for rovdyret skovmåren, af smågnavere samt fugle lige fra spurve til hønsefugle, der overlistes når de sidder og sover. I Norge og Sverige er skovmåren desuden berygtet for at være en dygtig egernjager. Udover disse hovedbestanddele, består skovmåren kost om foråret af fugleunger og æg, om sommeren af insekter, padder, snegle og fugleunger om efteråret af bær og frugter og om vinteren af deponerede æg, deponeret kød, bær, foder udlagt til i forbindelse med vildtopdræt samt ådsler. Den bredeste fødeniche ses altså om vinteren, hvor der generelt er mangel på føde til de vilde dyr. Det sker også, at man møder skovmåren i sit hønsehus, men det er sjældent da den helst undgår menneskelig beboelse. En del undersøgelser har vist, at der er forskel på hvad unge og gl. individer spiser. Dels fordi unge individer ofte tvinges til at leve i mindre egnede habitater, men også fordi gl. individer er dygtigere jagere og fra år til år kan huske, hvor f.eks. hul rugende fugle yngler i deres territorium. Skovmårens kropsbygning gør, at den har et højt stofskifte og dermed har behov for energitilførsel hele året, derfor går den ikke i hi, men søger føde på alle årstider.

 

Historie

Skovmåren har fandtes i Danmark i de sidste 8-9000 år og er dermed en af vores ældste pattedyr. Man har b.la. fundet skovmår knogler i en køkkenmødding fra Ertebølletiden ved Tybrind Vig vest for Fyn. Der er ingen tandmærker i disse knogler, hvorfor man mener, at det er pelsen folkene på den tid har udnyttet. Formentlig har skovmåren levet i skovklædte lommer under sidste istid og spredt sig nordpå i takt med skovene, da isen begyndte at smelte. I nyere tid har skovmårbestandens størrelse svinget en del bl.a. pga. efterstræbelse på pelsen, men sandsynligvis også som et resultat af udvidelsen af landbrugsarealerne samt intensiveringen af skovbruget. Bestandsstørrelsen i Danmark har aldrig været særlig stor og i 1934 skønnede man, at den havde nået et minimum. Derfor blev skovmåren fredet for 2 år, denne fredning blev dog løbende forlænget og i 1967 blev skovmåren endelig totalfredet i Danmark. I slutningen af 1920`erne blev arten også midlertidig fredet i det øvrige Norden. Men her er jagt igen tilladt, eftersom der især op gennem 1980`erne skete en stigning i b. la. den Svenske skovmår bestand, sandsynligvis som følge af en nedgang i ræve bestanden pga. skab. Den seneste status undersøgelse for skovmåren i Danmark, blev lavet tilbage i 1977 (se ovenfor) og dèr så det ud til, at bestanden var gået lidt frem i forholdt til en undersøgelse fra 1930.

 

Ynglebiologi

Skovmårens parringstid ligger fra slutningen af juni til og med august. Hunnen er kun i brunst 2-3 dage, hvorfor det er vigtigt, at hannen er i nærheden, hvis befrugtningen skal lykkes. Skovmåren har forlænget drægtighed, så når æggene er befrugtet og har delt sig et par gange, lægger de sig til hvile i livmoderen. I februar/marts når temperaturen stiger og dagene bliver længere implanteres æggene så endelig i livmoderen og den egentlige fosterudvikling begynder. Selve drægtigheden varer 28-30 døgn. Ungerne fødes i april/maj og et kuld består i gennemsnit af 3 unger, men kan variere fra 1 til 8 stk. Skovmårens præcise reproduktionscyklus er endnu ikke undersøgt i Danmark, men fra Sverige ved man, at jo sydligere des tidligere fødes ungerne. De døve, blinde og hårløse unger fødes helst i en hulhed i et træ, men også jordhuler, stengærder, gl. brændestakke samt egernreder kan bruges. Skovmåren foretrækker, at der er flere brugbare huller i territoriet, da det er almindeligt, at ungerne flyttes til en ny og større rede efter ca. 8 uger. Indgangen til hullet behøver ikke være ret stort, men jo større og dybere indvendigt hulrum des bedre yngleplads. Ved fødslen vejer ungerne 30 gram og få dage gl. får de den første pels, hørelsen kommer efter 24 døgn og efter 32-39 dage synet. I 3 ugers alderen får ungerne de første tænder og de begynder så småt at spise fastføde. Når ungerne er hen ved 2 mdr. kommer de med på jagt og 3-4 mdr. gl. forlader de reden endeligt. Skovmår ungerne er fuldt udvoksede i oktober/november. Ungerne forlader deres mors territorium enten i sensommeren eller senest i februar/marts i forbindelse med, at moren gør klar til næste kuld. Skovmåren er kønsmoden når den er 1 år, men hunnerne føder ofte først deres første kuld i 3 års alderen og der fødes kun et kuld pr. år. Til gengæld bliver skovmåren forholdsvis gammel, helt op til 8-9 år. Hunnen opfostrer ungerne alene, en skovmår hun med unger er ret følsom overfor menneskelig forstyrrelse, men er til gengæld dygtig til at skjule, hvor reden befinder sig. B.la. bevæger hunnen sig altid til og fra reden gennem trækronerne, så der ingen spor er lige ved reden.

 

Skovmåren er territoriehævdende overfor individer af eget køn. Selve territoriets størrelse afhænger at føde tilgængeligheden i området. Således ved man fra udlandet at en skovmårs territorium varierer fra ca. 2-82 km2 samt at skovmåren er mest territoriel i sydlige egne, hvor de mindste territorier findes pga. et større udbud af føde. I Danmark regner man med, at skovmårens territorium er på gennemsnitligt 3 km2. Hannernes territorium er en del større end hunnerens og kan indeholde hele eller dele af flere hunners territorier. Generelt ser det ud til, at hunner er mere territorielle end hanner, måske fordi det for dem, er vigtigt med gode ynglepladser indenfor området. Det gælder for alle skovmår, at de lever i det samme område flere år i træk, men at territoriet bruges forskelligt sommer og vinter. Således opholder skovmåren sig langt mere i løvskov om sommeren end om vinteren. Det skyldes sandsynligvis svingninger i andelen af føde og ly i de forskellige skovtyper over året. Skovmåren markerer sit territorium overfor andre individer ved hjælp af ekskrementer, urin og sekret fra anal kirtelen, som afsættes på træer og skovveje, men det er kun i parrings og yngletiden, man kan opleve decideret aggressiv adfærd. Udenlandske undersøgelser tyder desuden på, at markeringerne også benyttes af skovmåren selv, når den skal finde rundet i sit territorium. Skovmåren lever solitært og det er hunnen der opfostrer ungerne alene. Ungerne bliver i hunnens territorium frem til oktober/november eller allerhøjest frem til marts efterfølgende år, når næste kuld snart skal til verden. Der er en ret stor forskel på de to køns aktivitets niveau over døgnet, ikke kun i yngletiden, hvor hunnen naturligvis, især i den første tid, bruger en del tid i reden. Set over hele året, er hunner generelt jævnt aktive over døgnet mens hannernes døgnaktivitet falder i afgrænsede perioder, men set over hele døgnet er hannerne alligevel mest aktive. Kun i parringstiden er de to køns aktivitetsperioder næsten synkrone. Udover af parringstiden påvirkes skovmårens aktivitetsniveau af temperatur, vindstyrke, fugtighed, predationsrisikoen, fødetilgængelighed samt snedækket. Skovmåren går ikke i hi som en del af de andre af rovpattedyr, sandsynligvis fordi den ikke kan holde varmen uden føde pga. den langstrakte krop samt ”tynde” pels. Undersøgelser fra Norge har vist, at jo koldere det er des mere opholder skovmåren sig ved eller i jorden, hvor lyet er bedst, desuden fortrækker dyrene den tætte nåleskov som overnatningssted om vinteren.

 

Fjender og trusler

Skovmårens eneste naturlige fjende i Danmark er ræven. Ræven er konkurrent både hvad angår føde men især som predator på skovmåren. Således har man i Sverige set en stor fremgang i skovmårbestanden, efter ræve bestanden gik ned i 1980`erne pga. skab. Undersøgelser dér har vist, at skovmåren, efter nedgangen i antallet af ræve, egentlig ikke gik ud og begyndte at fouragere på steder der tidligere var forbeholdt ræven. Men at der blot var tale om, at der blev dræbt langt færre skovmår. Det vides ikke, om der finder interspecifik konkurrence sted mellem skovmår og husmår, hvad angår føde og habitat, men det kan sagtens tænkes. I en undersøgelse af grævling på Fussingø Statsskovdistrikt, fangede man både hus- og skovmår i de samme fælder inde i skoven, hvilket kunne tyde på en vis konkurrence arterne imellem. Alle andre faktorer der kan tænkes at spille en rolle i forhold til skovmårbestanden er forsaget af mennesket. Den største menneskeskabte trussel for skovmåren, er nok det intensive skovbrug, der ikke levner mange steder til skovmåren at leve og yngle. Dog er en del skov ejere efterhånden blevet opmærksomme på problemet og i dag er det ikke ualmindeligt at dele af skoven bliver drevet knapt så intensivt, samt at store gl. træer får lov at blive stående i skoven. En anden faktor der bestemt har betydning for skovmårbestanden, er trafikken, som hvert år kræver mange vilde dyrs liv. Dette er særligt et problem for arter med langsom reproduktion, hvilket er tilfældet hos skovmåren.

 

Bevaringsstatus

I Danmark findes der ikke nogen særlige tiltag eller en handlingsplan for skovmåren. På den danske rødliste fra 1997 er den optegnet under paragraf V og betegnet som ”sårbar”. På den nyeste rødliste fra 2005, er pattedyrene endnu ikke kommet med og derfor bruges listen fra 1997 stadig som grundlag for artens status. På det europæiske miljøagenturs liste er skovmåren beskrevet som ”sjælden” og ”sårbar” i Danmark, uden at dette har afstedkommet nogle internationale krav til en forvaltningsplan i Danmark. Her udover er Skovmåren som tidligere nævnt total fredet og desuden omfattet af Washington konventionen, der omhandler handel med vilde og truede dyr. Det vides ikke med sikkerhed om arten er i frem eller tilbage gang i Danmark, men resultaterne fra arbejdet med Dansk Pattedyratlas kunne tyde på, at den er i fremgang i nogle dele af landet og tilbagegang i andre.

 

Ny forskning

I øjeblikket er Danmarks Naturfredningsforening (DN), Danmarks Miljøundersøgelser (DMU) og Zoologiskmuseum (ZM) i gang med et projekt om skovmåren. Formålet med undersøgelserne er fra Danmarks Naturfredningsforenings side, at komme med et oplæg/ forslag til staten om en forvaltningsplan for skovmåren, da der på nuværende tidspunkt ingen planer ligger i staten om at gøre noget for skovmåren. Udover disse undersøgelser vil DN udføre forskellige skovmår venlige tiltag, for at se om det kan hjælpe arten til yderligere fremgang. Man vil i den forbindelse forsøge sig med opsætning af redekasser, da udenlandske undersøgelser har vist, at det er en effektiv metode at hjælpe skovmåren på. Arbejdet med Dansk Pattedyratlas har vist, at for at kunne komme med et sådan oplæg, er det nødvendigt med nogle generelle undersøgelser af den danske skovmårs fødebiologi, reproduktion, sundhedstilstand, aldersfordeling, habitat valg/ brug samt dens generelle udbredelse. Denne del af undersøgelserne udføres i øjeblikket som et specialeprojekt under DMU og ZM. Specialet består af 2 dele, dels en radiomærkning af skovmår ved fælde fangst, og dels en laboratorium undersøgelse af det materiale der kom ind under arbejdet med Dansk Pattedyratlas samt yderligere materiale indsamlet siden. Radiomærkningen har forløbet over sommeren 2005 i samarbejde med en række frivillige fra DN. Det er i den forbindelse lykkes at fange en enkelt skovmår, som er blevet udstyret med radiosender og siden fulgt via telemetri. Dette er langt fra nok til at få nogle brugbare resultater, så der bliver udført endnu en fældefangst periode i løbet af vinteren. Laboratorium arbejdet vil blive udført indenfor det næste års tid. Hele projektet ventes færdigt med udgangen af 2006 og kan kun gennemføres fordi det har modtaget støtte fra Aage V. Jensens Fonde.

 

Hvad kan DU gøre?

I det daglige er der ikke meget man som privat person kan gøre for skovmåren ud over at sænke farten på vejene i de perioder, hvor dyrene spredes, samt lade læhegn og remiser stå på sin jord. Er man skov ejer kan man naturligvis også lade gl. hule træer stå i skoven, undgå unødig færdsel i områder, hvor man ved der er ynglende skovmår samt evt. ophænge redekasser. Finder du en død skovmår, må du meget gerne samle den op og sammen med oplysninger om findested og dato sende den til enten Danmarks Miljøundersøgelser eller Zoologisk Museum i København (se adresser nedenfor) også selvom den er ilde tilredt efter en påkørsel eller har ligget et stykke tid. Er du i tvivl om, hvorvidt det er en skovmår du har fundet, kan du evt. først tage et billede af den, helst hvor halspletten kan ses, og sende det til Bo Håkansson fra DN boh@dn.dk eller undertegnede mettebirch@hotmail.com. Så kan vi se om fundet har interesse i forbindelse med det i gang værende projekt. Oplysninger om observationer af skovmår er også velkomne.

 

Danmarks Miljøundersøgelser Afdeling for vildtbiologi og biodiversitet Grenåvej 12-14 8410 Rønde

Zoologisk Museum Pattedyrs sektionen Universitets Parken 15 2100 København Ø

 

Supplerende litteratur

  • Asferg T. og Madsen A.B. 2000: Danmarks små mårdyr – Natur og Museum nr.4 Dec. 2000.

  • Bang T. og Dahlstrøm P. 2001: Dyrespor Fra pattedyr og fugle – G.E.C Gad København 2001 s. 18,57-58,176, 189-190.

  • Brainerd S.M & Rolstad J. 2002: Habitat selection by Eurasian pine martens Martes martes in managed forests of southern boreal Scandinavia – Wildl. Biol. 8 s.289-297.

  • Degn H.J. og Jensen B. 1977: Skovmåren (Martes martes) i Danmark – Danske Vildtundersøgelser hefte 29 vildtbiologiskstation meddelelse nr. 147.

  • Helldin J.O. 1998a: Pine Marten (Martes martes) Population Limitation; Food, harvesting or predation? –Doctoral thesis Swedish University of Agricultural Sciences, Uppsala s. 1-21

  • Helldin J.O. 2000: Seasonal diet of pine marten Martes martes in southern boreal Sweden – Acta theriologica 45(3) s. 409-420

  • Jensen B. 1993: Nordens pattedyr – G.E.C Gad København 1993 s.229-238

  • Pulliainen E. 1984: Use of the home range by pine martens (Martes martes L.) –Acta Zool. Fennica 171 s.271-274

  • Selås V. 1990: Hiplassering hos mår – Fauna 43 s. 27-35

  • Selås V. 1990: Mårens reproduksjonsbiologi –Fauna 43 s. 19-26

  • Selås V. 1992: Næringsvalg hos mår på Sørlandet –Fauna 45 s.18-26

  • Stier N. 2000: Habitat use of the pine marten Martes martes in small-scale woodlands of Mecklenburg (Germany) – Lutra Vol. 43 s. 185-203

  • Trolle-Lassen T. 1986: Human Exploitation of the Pine Marten (Martes martes (L.)) at the Late Mesolithic Settlement of Tybrind Vig in Western Funen – Striae vol. 24 s. 119-124

  • www.danskedyr.dk (art)

  • www.dn.dk (aktuel forskning)

  • www.sns.dk (rødlist, art)

  • Zalewski A. 2000: Factors affecting the duration of activity by pine martens (Martes martes) in Bialowieza National park, Poland – J. Zool. 251 s. 439-447