Lækat (Mustela erminea)

Kendetegn

 

Lækatten er Danmarks næstmindste rovdyr. Den har en langstrakt krop, korte ben, trekantet hoved og spids snude, hvilket er karakteristiske træk indenfor mårdyrfamilien. I sommerpelsen er lækatten gul- eller gråbrun på oversiden. Mørkest på hoved, forben og langs ryglinien, og hvid på undersiden, ofte med et gulligt skær. I november-december skifter lækatten til en snehvid vinterpels. Både i sommerpels og vinterdragt kan lækatten dog kendes på, at halespidsen er sort. Den eneste art, der kan forveksles med lækatten, er bruden. Det bedste kendetegn for at skelne de to arter fra hinanden, er halen. Lækattens hale er ca. 1/3 af kroppens længde hvor brudens hale er mindre end ¼ af dens kropslængde. Derudover ender lækattens hale i en sort spids af forlængede hår.

Hanner: kropslængde: 23-27 cm, halelængde: 9-10 cm, kropsvægt: 150-300 g

Hunner: kropslængde: 18-22 cm, halelængde: 7-8 cm, kropsvægt: 80-150 g

 

Slægtskab

Lækatten er et pattedyr, der tilhører Mustelidae (mårdyrfamilien). I Danmark er lækattens slægtninge i familien af mårdyr: grævling, skovmår, husmår, ilder, mink, odder og brud.

 

Forekomst

Lækatten forekommer stort set over hele Danmark. Findes dog ikke på en række øer såsom: Anholt, Samsø, Læsø og Bornholm.

 

Habitat

I Danmark træffes lækatten på arealer med stærk græsvegetation og krat såsom enge, moser, markhegn og skovkanter, hvor den jager efter byttedyr. Når den ikke jager, opholder lækatten sig under trærødder, hule stammer, i musegange eller under brændestabler. Lækatten undgår oftest åbent land ved at bevæge sig langs stendiger, levende hegn og grøfter. Udover de ovennævnte levesteder kan lækatten dog også ses ved bebyggelse i lader, udhuse og lignende.

 

Føde

Lækatten er et rovdyr, og hovedføden består af smågnavere såsom mosegrise og mus. På grund af lækattens ringe størrelse er den i stand til at forfølge sit bytte gennem byttets gangsystemer under jorden. Byttet bliver dræbt ved bid i nakke eller baghoved. Rovdyret har et udpræget dræberinstinkt. Der er observeret, at den fanger og dræber hvad den finder, selvom at den ikke er i stand til at æde det. Overskuddet deponeres i gange og huller, som den godt kan vende tilbage til, men den synes dog at foretrække frisk føde. Hvis det er småt med smågnavere, må lækatten skaffe sig en anden form for føde. Den er i stand til at supplere sin hovedføde med bl.a. mindre fugle, fugleunger, fugleæg, harekillinger og kaninunger. Der er også beretninger om, hvorledes den har forsøgt sig med større bytte såsom hare, hønsefugle, ænder og fjerkræ. Der berettes endda om harer, der er blevet jaget af lækatte, som ender med at falde om med hjertestop af ren og skær angst for det lille hvæsende dyr ved deres side. Slanke og lange dyr har en stor overflade i forhold til kroppens volumen. Dette betyder et stort varmetab, som må dækkes af et stort energiindtag. Dette gælder også for den lille lækat, som må indtage føde svarende til ca. en fjerdedel af dens egen kropsvægt. Det store fødebehov betyder at lækatten har aktive perioder hele døgnet.

 

Ynglebiologi

Lækatten har forlænget drægtighed, hvilket betyder, at hunnerne bliver parret i sommerperioden, men først føder ungerne i det følgende forår. Det befrugtede æg befinder sig altså i et hvilestadie i omkring 9 måneder, hvorefter den egentlige fosterudvikling går i gang. Føder unger ca. 10 måneder efter parring og får 1 kuld unger om året på 5-8 unger i april-maj. Hunnen dier i 7-12 uger. Allerede 3 uger efter fødslen er hunnerne parringsdygtige, men grundet den forlænget drægtighed føder de først efter et år. Den forlængede drægtighed medfører altså, at lækatten kun er i stand til at få et kuld unger om året. Hannerne bliver i modsætning til hunnerne først kønsmodne i 10-11 måneders alderen. Hannerne hjælper ikke til med yngelpleje, så opfostringen må hunnerne klare alene. Når ungerne er blevet uafhængige af moderen, er tendensen, at hunnerne bliver i nærheden af deres fødested, mens de unge hanner spreder sig, og de er i stand til at sprede sig over lange strækninger. Dette afspejler også forskellen af den reproduktive strategi mellem de to køn. Hunnerne ligger alt deres energi på yngelpleje, og hannerne konkurrerer om flest mulige parringer.

 

Som regel lever lækatte alene. Begge køn tilegner sig territorier, hvor hannernes territorium er det største og indenfor hvilket flere hunner kan have territorium. Territorierne bliver markeret og forsvaret overfor ”ubudne gæster” af samme køn, især hannerne kan være meget aggressive. Markeringen af territorierne foregår især med sekretvæske som bliver dannet fra kirtler ved halen og desuden med ekskrementer og urin. Størrelse og alder på et individ er afgørende for, hvilke hanner der kommer til at dominere. Som grundregel vil det være den største og ældste han, der har det største område. Derudover afhænger størrelsen af territoriet af mængden og fordelingen af deres byttedyr.

 

Fjender og trusler

Lækattens naturlige fjender i Danmark er ræv, ugle og andre rovfugle. Det er dog ikke denne faktor, der har størst indflydelse på bestandsstørrelsen. Der er stærke indikationer på, at lækatte populationer er kontrolleret af fødemængden. Populationsstørrelsen er koblet med mængden og fordelingen af føde i såvel tid som rum. Tiden er den væsentligste faktor, hvor der både er en forskel i fødemængden afhængig af årstiden såvel som forskel fra år til år. Lækatte populationer er derfor udsatte for meget store svingninger i bestandsstørrelse over tid. Lækatten er klassificeret som en art, der ikke er særlig udsat overfor effekten af habitatfragmentation. Dette er blevet vurderet ud fra forskellige økologiske karakterer. En undersøgelse af lækattens status i Danmark viser dog tegn på, at hannerne har været udsat for en mindre miljøstress i nyere tid (se aktuelle undersøgelser).

 

Bevaringsstatus

I Danmark bliver lækatten betragtet som værende almindelig. Den har været fredet i Danmark i mange år. I 1967 begrænsede man jagtsæsonen på lækat til en periode fra juni til februar. I 1980´erne ændrede man dette således, at lækatten blev fredet hele året. Det gjorde man som konsekvens af et fald på 50 % i jagtudbyttet fra 1952/53 til 1976/77, som formodentligt ligeledes reflekterede et fald i den samlede populationsstørrelse.

 

Ny forskning

Adskillige undersøgelser har påvist, at fragmentering af landskaber kan udarte sig i genetisk eller økologisk stres indenfor populationer. For nyligt blev der udført en undersøgelse, der prøvede at klarlægge lækattens status i Danmark. Formålet var at undersøge om populationen udviste tegn på genetisk eller økologisk stres som konsekvens af miljøforstyrrelser såsom fragmentering. Undersøgelsen blev udført ved en molekylær og en kraniometrisk analyse, da begge disse parametre har vist sig at kunne påvise stres som følge af fragmentering. Ved brug af begge parametre vil man derfor umiddelbart få en stærkere konklusion på undersøgelsen. Undersøgelsen var både med et temporal (en nutidig og historisk periode) og et rummeligt (opdeling i geografiske lokaliteter) perspektiv. Den samlede konklusion var, at lækatte populationen i Danmark ikke udviste tegn på at være udsat for genetisk stres. Derimod viste den kraniometriske del af undersøgelsen indikation på, at hannerne til en vis grad er påvirket af miljørelateret stress.

 

Supplerende litteratur

  • Jensen B. 1993: Nordens pattedyr. - G.E.C. Gad, 325 pp.

  • Asferg T. and Madsen A. B. 2000. Danmarks små mårdyr. - Natur og Museum 4: 35 pp.

  • Norup, Anne-Mette 2004: Speciale rapport: A craniometric and a genetic investigation of the Danish stoat (Mustela erminea) and weasel (Mustela nivalis) populations. Afdelingen for genetik og økologi. Århus Universitet.


    Tekst: Anne-Mette Norup