Husmår (Martes foina)

Af Mette Marie Birch   

                                                                                                                                                                  


Kendetegn
Husmåren er kendetegnet ved en lang slank krop, en gråbrun pels, korte ben, samt den karakteristiske hvide halsplet der nedadtil er tvedelt og forsætter ud på forbenene. Husmårens underuld er hvidligt grå og skinner tydeligt igennem de mørkebrune dækhår, dens snude er lysebrun og dens ører knapt så store og brede som det ses hos skovmåren. Den har en lang busket hale, der som resten af pelsen synes kraftigst i vinterhalvåret.

 

Husmåren har, som mange af de øvrige mårdyr udpræget kønsdimorfi, hvor hannerne er tydeligt større end hunnerne. Husmåren bevæger sig primært i bølgende spring henover jorden, men den er også en dygtig klatrer. Dens skridtlængde er mellem 40 og 100 cm og i fodsporene set både aftryk at de fem trædepuder og af kløerne. Hannen har en kropslængde på 46-50 cm, en halelængde på 24-26 cm og vejer 1,3-2,3 kg. Hunnerne har en kropslængde på 42-45 cm, en halelængde på 23-25 cm. og vejer 0,9-1,9 kg. Husmåren kan meget let forveksles med skovmåren (Martes martes). Dog gælder det, at skovmårens halsplet som hovedregel er mere æggegul og afrundet nedefter. Desuden er skovmårens pels mørkere chokoladebrun, og dens brune underuld skinner ikke så meget igennem dækhårene som husmårens. Skovmåren er lidt større end husmåren, med større ører, længere ben og sort snudespids.

 

Husmåren virker lidt mere lavstammet og kluntet end skovmåren. Sporerne er også svære at skelne, men især i nyfalden sne viser aftryk af husmårens poter at disse er langt mindre behårede end skovmårens. Endelig kan man kende forskel på de to arter via kranie og tandkarakterer, eksempelvis har skovmåren en lille tap i sit ganespejl, mens husmårens ganespejl fremtræder som en jævn bue, men en sådan identifikation kræver døde individer.

 

Slægtskab

Husmåren tilhører ordenen Carnivora (rovdyr) og Mustelidae (mårfamilien). I Danmark er dens nærmeste slægtning skovmåren. Trods ligheder i adfærd, levesteder og udseende, kan husmåren så vidt vides, ikke få levedygtigt afkom med skovmåren. Af andre arter i mårfamilien findes i Danmark; ilder (Mustela putorius), vildmink (Mustela vison), lækat (Mustela erminea), brud (Mustela nivalis), grævling (Meles meles) og odder (Lutra lutra), af disse er det kun minken og ilderen som let kan forveksles med husmåren.

 

Forekomst

Husmåren kommer oprindeligt fra den Iberiske halvø og har sin nordligste udbredelse i Danmark, hvor den i dag er vidt udbredt. Husmåren menes således at findes i stort set alle egne af Danmark med undtagelse af de mindre øer samt Læsø, Anholt og Bornholm. Man kan støde på husmåren både ude i det åbne land, i skoven og nær/i bebyggelse. Husmåren har blandt andet fundet sig et særdeles velegnet habitat i de mange danske parcelhuse og haverne omkring disse. Det er derfor ikke ualmindeligt at støde på husmår selv i større danske byer. I resten af Europa er husmåren også vidt udbredt og den findes i alle lande syd for Danmark med undtagelse af de Britiske øer.

 

Habitat

I Danmark findes husmåren i flere forskellige naturtyper. Man kan opleve den både i byer, hvor den kan findes i grønne områder/haver, ude i det åbne land samt i skoven. Det er dog uvist, om den optræder i de samme habitater som skovmåren, hvis der er skovmår tilstede. Husmåren er overvejende nataktiv. I de lyse sommernætter kan det dog være nødvendigt for den at tage nogle af de lyser timer til hjælp. Undersøgelser har vist, at husmår uden for bebyggede områder generelt er aktive fra lidt efter solnedgang til lidt efter solopgang, mens dyr der lever i byen først er aktive ved midnatstid, når der er mere ro og indtil solopgang. Faktorer som nattetemperaturen og dagslængden spiller også ind på aktivitetsniveauet. Om dagen sover husmåren enten på et loft, i en grenbunke, et hult træ, en gammel egern- eller rovfugle rede. Generelt er husmåren ganske lydløs når den bevæger sig rundt i naturen, derfor vil man oftest opleve den/opdage den, hvis den bor på ens loft, hvor den kan støje ganske meget. Hos husmåren er især syn, hørelse og lugtesans veludviklet og den bruger alle sanser når den søger sin føde, hvilket sker både på jorden og i trækronerne. Derfor skal man have alle sine sanser med sig og kigge både oppe og nede, hvis man vil opleve husmåren i det fri.

 

Føde

De to vigtigste elementer i husmårens kost er smågnavere og fugle, primært spurvefugle. Udover disse hovedbestanddele er husmårens kost meget alsidig. Alt efter årstiden består den af: fugleæg, frøer, insekter, pindsvin, harer, muldvarper, ådsler, frugter og bær. Det er primært indtagelsen af insekter, bær, frugter, ådsler og fugleæg der er årstidsbestemt. Husmåren spiser især fugleæg om foråret, insekter om sommeren og bær/frugter om efteråret og ådsler om vinteren. Husmåren er kendt for at deponere føde, især fugleæg som den spiser senere på året. Trods sit opportunistiske fødevalg er husmåren at betegne som et rovdyr. Men den er god til at tilpasse sig de givne forhold. Dette giver sig også til udtryk ved, at der i diæten for husmår der lever i byen (parcelhushaver) indgår relativt mange spurvefugle mens der for husmår i mere landlige omgivelser indgår relativt flere gnavere i føden.

 

Historie

Først for nogle få tusinde år siden begyndte husmåren at sprede sig nordpå fra sine oprindelige levesteder i Sydeuropa. Det vides ikke præcist, hvornår husmåren nåede Danmark, men den må betragtes som relativ ny i den danske fauna. Omkring år 1800 var den almindelig på Fyn og i Jylland men ikke i resten af landet. Først fra omkring år 1900 ved man med sikkerhed at husmåren var almindelig på Sjælland og siden på Lolland/Falster og Møn. Husmårens oprindelige levested er klippe- og bjerglandskaber i Sydeuropa, så dens tilpasning til danske forhold, kulturlandskab og ikke mindst parcelhuskvarterer, viser at den er yderst fleksibel og tilpasningsdygtig. Bestanden er i stadig fremgang, hvilket den har været fra midt i 1950`erne, hvor den i en periode var fredet. At husmåren en periode var fredet skyldtes, at der under 2.verdenskrig var en tilbagegang i bestanden grundet jagt. Siden dengang er jagtudbyttet steget fra cirka 1000 til over 5000 individer per år. At husmåren i dag har bredt sig helt ind i de større byer er endnu et eksempel på god tilpasningsevne, Hvorfor husmåren begyndte at sprede sig nordover for et par tusinde år siden vides ikke, men et bud kunne være et stort bestandsoverskud på de oprindelige levesteder.

 

Ynglebiologi

Husmårens parringstid ligger i juli/august. Når ægget er befrugtet og har delt sig et par gange, begynder den såkaldte forlængede drægtighed. Under denne ligger de befrugtede æg løst og hviler i livmoderen ind til næste forår. Selve implementeringen af æggene i livmoderhalsens væg sker i januar/februar og først da videreudvikles fostrene. Selve drægtighedsperioden varer ca. 30 dage og det normalt 2-4 unger store kuld ser dagens lys i slutningen af marts/starten af april. Reden bygges i en gammel rovfuglerede, et hult træ eller på et loft. Denne isoleres med, hvad der er for hånden af blade, græs, uld eller isolerings materiale. Husmåren får ét kuld unger om året og kuldstørrelse kan variere fra 1 til 8 unger. Ved fødslen vejer ungerne cirka 30 g. Pelsen er ganske tynd og ungerne er blinde de første 4-5 uger. Ungerne lever udelukkende af moderens mælk den første lange tid, men efterhånden begynder de gradvist at tage fast føde, som hunnen bringer hjem til reden. Når ungerne er omkring 3 måneder begynder de at gå med moderen på jagt. I 4-5 måneders alderen kan de klare sig selv og forlader moderens territorium. Hunnen står alene for opfostringen af ungerne, og den investerer meget energi i at det lykkes, da den har en såkaldt langsom reproduktion. At reproduktionen betegnes som langsom skyldes blandt andet at hunnen kun føder et kuld unger om året. Men også at både hanner og hunner først bliver kønsmodne i et års alderen. Hunnerne kan således føde deres første kuld når de er 2 år. Allerede i det tidlige forår, begynder hannerne at vise tegn på yngleaktivitet. Dette ses ved, at de ydre kønsorganer vokser og der findes spermatozoer i testiklerne. At hannerne udviser yngleaktivitet så lang tid før den egentlige ynglesæson, kan betragtes som en sikkerhedsforanstaltning, idet det for den enkelte han ville være uhensigtsmæssigt at gå glip af selv en enkelt parring.

 

Husmåren lever solitært, det vil sige at det kun er i parringstiden at de to køn færdes sammen. Begge køn forsvarer primært deres territorium overfor individer af samme køn. Da hannernes territorium er større end hunnernes, kan én hans territorium godt rumme 2-3 hunners territorium, men hvert individ lever altså alene indenfor området. Størrelsen på territoriet afhænger af flere ting. Hunnerens territoriestørrelse afhænger primært af mængden af føde og egnede redesteder, mens størrelsen af hannernes territorier afhænger af antallet af hunner i området samt fødemængden. En husmårs territorium kan være fra 20-300 ha. Husmårens territorium er stabilt fra år til år og grænserne ænders således kun, hvis et bedre naboterritorium bliver ledigt eller et stærkere dyr kommer til. Husmåren er nataktiv og skaffer således føde til sig selv og sine unger på dette tidspunkt. Bor husmåren på ens loft, vil man ofte kunne høre den når man går i seng da husmåren bliver aktiv om aftenen. Dagen tilbringer husmåren med at sove enten på et loft, et hult træ, under en brændestak eller hvor den ellers kan finde ly. Husmåren går ikke i hi om vinteren som mange andre pattedyr. Den må søge sin føde på denne årstid på nøjagtig samme måde som resten af året. Dens adfærd ligner således den man kan opleve om sommeren, dog er den aktiv i lidt færre timer i vinterhalvåret.

 

Fjender og trusler

I Danmark har husmåren ikke mange naturlige fjender, men både ræv og større rovfugle kan tage husmår. Dens værste fjende er uden tvivl mennesket, der til tider har drevet rovdrift på husmåren. Da husmåren er meget tilpasningsdygtig, både hvad angår fødevalg og levested, er der ikke så mange faktorer udover trafik og jagt der har betydning for artens overlevelse og bestandsstørrelse. I dag bliver husmåren af mange anset for at være et skadedyr, dels fordi den går ind i folks huse, men også fordi den spiser havens småfugle. Tidligere var man glad for at have husmår, da den holdt bestanden af spurve, mus og rotter nede på ejendommen.

 

Bevaringsstatus

Husmåren er i Danmark kategoriseret som almindelig og der må drives jagt på den fra 1/9-31/1. Desuden er det lovligt at regulere den som skadevoldende vildt hele året, hvis man har problemer med husmår enten i ens bolig eller ved vildtopdræt. Der foregår ingen overvågning af husmårbestanden i Danmark. Ud fra landets vildtstatistikker ser det dog ud til, at bestanden er i stadig fremgang, måske fordi jagten på arten ikke er specielt intensiv samt at arten er meget tilpasningsdygtig.

 

Ny forskning

Der foregår ikke undersøgelser af arten for øjeblikket. Den sidste danske undersøgelse blev udført i starten af 1980`erne (Rasmussen et al. 1986). Da det er tilladt at regulere arten, vil man kunne finde oplysninger om husmårens udbredelse og antallet der nedlægges i landets vildtudbyttestatistikker. Der er i øjeblikket et projekt under Danmarks Naturfredningsforening i gang om skovmåren (http://www.dn.dk/sw43339.asp) I den forbindelse er det tanken eventuelt også at radiomærke indfangne husmår, for at undersøge de to arters eventuelle habitatoverlap. Indtil videre er der dog kun blevet fanget en enkelt husmår under projektet og fra denne er det ikke lykkes at opnå brugbare data.

 

Hvad kan DU gøre?

Husmåren bliver ofte betragtet som et skadedyr. Når den bosætter sig på ens loft er det forståeligt, da den er i stand til at ødelægge isoleringen og kan volde en del støj- og lugtgener. Ønsker man alligevel at fremme arten kunne man lade den bo på udhusloftet eller garageloftet og nøjes med at sikre egen bolig mod indtrængen. Desuden kan man plante godt med buske og krat på sin ejendom, hvor små fugle osv. kan finde skjul, for dermed at sikre husmåren føde. Endelig bør man køre forsigtigt i natte- og skumringstimerne, især om efteråret når ungdyrene spredes, så man undgår trafikdrab. Finder/skyder du en husmår kan du sende den til Statens Naturvidenskabelige Museum (http://snm.ku.dk) eller Danmarks Miljøundersøgelser (http://www.dmu.dk/) med oplysninger om findested, dato samt eget navn og adresse, så den kan indgå i disse institutioners samling/overvågning af husmårbestanden i Danmark.

 

Om forfatteren

Mette M. Birch har foretaget en række feltstudier af skovmåren i Sorø Sønderskov og har b.la. skrevet speciale om skovmårens home range og habitatudnyttelse samt reproduktionscyklus, forekomst og aldersfordeling ud fra disse studier og laboratorieundersøgelser af skovmårer indsamlet af Danmarks Miljøundersøgelser og Zoologisk museum.

 

Supplerende litteratur

·         Asferg T. & Madsen A.B. 2000: Danmarks små mårdyr – Natur og Museum 4.

·         Jensen B. 1993: Nordens pattedyr – G.E.C Gad København. pp. 223-238.

·         Bang T. og Dahlstrøm P. 2001: Dyrespor Fra pattedyr og fugle – G.E.C Gad, København. pp: 18; 57-58; 178;189-190,

·         Rasmussen A; Madsen A.B; Asferg T; Jensen. B. & Rosengaard M. 1986: Undersøgelser over husmåren (Martes foina) i Danmark – Danske Vildtundersøgelser 41, Vildtbiologisk station 1986.

·         Madsen A.B. & Rasmussen A.M. 1985: Reproduction in the Stone Marten Martes foina in Denmark – Natura Jutlandica 21(9): 145-148.

·         Rasmussen A.M & Madsen A.B. 1985: The Diet of the Stone Marten Martes foina in Denmark – Natura Jutlandica 21(8): 141-144.

·         www.dn.dk

·         www.danskedyr.dk

·    www.sns.dk



Sidst opdateret februar 2008