Printvenlig udgave

Husrotte (Rattus rattus)

 Af Jens Lodal                        

 

Kendetegn

Ligner meget den brune rotte men er lidt mindre og lidt slankere i bygning, og halen er ensfarvet og længere end hoved og krop tilsammen. Længden af hoved og krop er 16 til 23 cm og vægten 150-250 g. Farven kan være helt som den brune rotte med gråbrun overside og gullig-grålig underside, men ellers er det typisk for husrotten, at farven varierer meget. Selv i samme kuld kan man finde individer fra helt lyst grålig til sortgrå, undersiden er lysere end oversiden. Husrotten er ofte blevet kaldt sort rotte på grund af de sortgrå individer, som forekommer. Da pelsfarven er så variabel som den er, er det meget misvisende at kalde husrotten for den sorte rotte.

Slægtskab

Husrotten hører til de ægte mus og er derfor nært beslægtet med den brune rotte, husmus, halsbåndmus og skovmus for at nævne nogle af de mest almindeligt forekommende.

Forekomst

Hører som den brune rotte til de såkaldte kommensale arter og lever som sådan i tæt tilknytning til menneskelig bebyggelse og aktivitet. Forekomsten er meget spredt og knyttet til havneområder eller andre områder, hvor der modtages råvarer til levnedsmidler eller foder fra varmere egne som subtropiske og tropiske områder.

Habitat

Bymæssig bebyggelse og havnebyer hvor den holder til i lagerbygninger, siloer og lignende.

Føde

Foretrækker vegetabilsk føde som frø og frugter men tager også grønne plantedele. Inde i bygninger og på lagre tager den gerne korn, frø og diverse foderstoffer.

Historie

Husrotten var den eneste rotteart i Danmark helt op til midten af 1700-tallet, og det var husrotten, der var vært for pestloppen, som spredte pest rundt i Europa i middelalderen. Da den brune rotte for alvor kom til landet, gik bestanden af husrotter i Danmark tilbage. Selv om den brune rotte er større og kraftigere, og derfor kunne tænkes rent fysisk at kunne udkonkurrere husrotten, er det næppe den eneste forklaring på tilbagegangen. I andre dele af Europa kan de to arter godt leve nærmest side om side, og i bygninger hvor begge arter forekommer, er det typisk, at husrotten holder til højt oppe, mens den brune rotte holder til i bunden af bygningen.

Ynglebiologi

Husrotten kan under gunstige forhold få flere kuld unger i løbet af året lige som den brune rotte, og kuldstørrelsen er typisk på 2-9 unger.

Adfærd

Husrotten er meget adræt og en fremragende klatrer. Den kan uden besvær bevæge sig på trosser til og fra skibe, hvilket bl.a. er baggrund for dens forekomst i havneområder. Husrotten er ikke tilbøjelig til at svømme eller grave, så på disse punkter adskiller den sig fra den brune rotte.

Fjender og trusler

Da husrotten så udpræget forekommer i tilknytning til byggeri, er dens naturlige fjender at finde blandt de dyr, der ligeledes forekommer i og omkring bygninger. Under danske forhold er det især kat, husmår og slørugle. Husrotten er ligesom den brune rotte medtaget i lovgivningen vedrørende bekæmpelse af rotter, og den må derfor bekæmpes alle steder, hvor den forekommer.

Status som skadedyr

Husrotten har i lighed med den brune rotte status som skadedyr. I Danmark forvolder den kun skade indendørs og kan stort set forvolde samme typer af skade som den brune rotte. Da den forekommer så sjældent, som tilfældet er, er det totale skadeomfang forståeligt nok langt mindre, end hvad der er tilfældet for den brune rotte.

Bevaringsstatus

Med den generelle status som skadedyr har husrotten ikke været underkastet fredning eller anden form for beskyttelse, selv om den på ingen måde kan siges at optræde talrigt. Den stamme, der oprindeligt forekom i Danmark i middelalderen, eksisterer ikke længere. De bestande, der gennem årene har indfundet sig i havnebyer, er formentligt kommet fra vidt forskellige steder på kloden. Der er således ikke mulighed eller behov for at bevare en særlig dansk stamme, og derfor har dens status som skadedyr været det altdominerende synspunkt ved vurdering af den officielle holdning til denne art.

Om forfatteren

Jens Lodal er biolog og ansat på Skadedyrlaboratoriet, Aarhus Universitet (tidligere Statens Skadedyrlaboratorium) med pattedyr som arbejdsområde.