Kendetegn
Mosegrisen er den største studsmus, der findes i Danmark. Længden af hoved og krop ligger mellem 12 og 22 cm, mens halen er knap halvt så lang. Vægten kan blive op til omkring 275 g. Pelsfarven er brunlig, på ryggen mørkebrun til næsten sort mens undersiden er lysere og mere rødbrun. Halen har korte mørke hår.
Slægtskab
Mosegrisen hører til studsmusene og er beslægtet med de andre studsmus som markmus og rødmus.
Forekomst
Mosegrisen forekommer over det meste af landet med undtagelse især af visse øer som Lolland, Falster, Møn, Amager, Læsø, Anholt, Samsø og Bornholm.
Habitat
Mosegrisen forekommer på vidt forskellige levesteder, der afviger så meget fra hinanden, at man gennem tiderne har opdelt den i flere underarter. Nu anser man mosegrisen for en art med en række forskellige økotyper. Nogle mosegrise lever hele deres liv ved vandløb og småsøer, og de har deres gangsystemer langs med bredderne. En anden type lever udelukkende i græsbevoksede områder uden direkte adgang til vand. Den tredje type er lidt en mellemting mellem de to førstnævnte, idet dyrene vandrer fra tørre arealer om vinteren til mere fugtige områder om sommeren.
Føde
Mosegrisen er først og fremmest vegetar, og den dækker et stort spektrum af fødeemner. Planter som pilblad, dunhammer og tagrør er yndede fødeemner på de fugtige levesteder. Mosegrisen opbygger gerne fødedepoter af f.eks. kvikrødder i naturområder. I haver og parker indgår ofte blomsterløg, kartofler eller gulerødder i såvel depoter som foretrukken føde. Om vinteren gnaver mosegrisen gerne bark og rødder af træer, og den foretrækker da frugttræer og frugtbuske eller bøg og eg i skovområder. Mosegrisen kan tage lidt dyrisk føde i form af insekter, snegle og muslinger.er den gerne korn, frø og diverse foderstoffer.
Historie
I begyndelsen af 1900-tallet levede mosegrisen overvejende ved fugtige områder som fugtige enge og moser og ved bredderne af vandløb og småsøer. I løbet af de sidste hundrede år har den langsomt i takt med dræning af fugtige områder bredt sig ud over mere tørre arealer uden tilknytning til vand, og dermed mere og mere til dyrkede arealer. På de dyrkede arealer kan mosegrisen forvolde tab i et sådant omfang, at den regnes for et skadedyr. Jorddiger med en beskyttende vegetation er et yndet levested for mosegrisen, men ved sin graveaktivitet kan mosegrisen underminere sådanne diger, der hyppigt er bygget for at beskytte mindre øer. Siden 1990 har mosegrisen direkte været nævnt i lovgivningen sammen med muldvarpen som et dyr, der kunne bekæmpes på kommunal foranledning.
Ynglebiologi
Ynglesæsonen kan, når vejret tillader det, begynde allerede i marts og slutte så sent som i november måned. Drægtighedsperioden er omkring 3 uger, og et kuld er normalt på 4-8 unger. Hunnen kan parre sig umiddelbart efter fødslen. Kønsmodenhed indtræder i en alder af omkring 2 måneder, eller når vægten er på 60-80g. Det betyder, at første og andet kuld kan nå at forplante sig det år, de selv er født. I fangenskab har man fået op til 7 kuld på en sæson fra et mosegrisepar, men under naturlige forhold er reproduktionen ikke helt så stor. På gode mosegrisebiotoper er reproduktionen dog så stor, at man sommeren igennem kan opleve invasioner af unge mosegrise på tilstødende arealer, fordi de unge dyr spreder sig som ringe i vandet væk fra forældredyrenes områder.
Adfærd
Mosegrisen er territorial og størrelsen af territorierne varierer fra nogle få til omkring 2000 m2 afhængig af køn og bestandstæthed. Hannernes territorier er størst og kan omfatte flere hunners territorier, som kan være overlappende. Territoriegrænserne afmærkes med sekret. Mosegrisen lever i mere eller mindre udstrakte gangsystemer. Er jorden meget løs kan mosegrisen lige som muldvarpen lave sine gange ved at skubbe jorden til side og presse den sammen. Er det nødvendigt at grave jord fri til gangene, danner mosegrisen lige som muldvarpen muldskud på jordoverfladen. Mosegrisens muldskud er som oftest mindre end muldvarpens, og den danner aldrig redeskud som muldvarpen kan gøre på vandlidende arealer. Den vigtigste forskel mellem mosegris og muldvarp er dog, at mosegrisen har adskillige 5-7 cm store huller mellem skuddene, mens muldvarpens gangsystems er uden disse huller mellem skuddene. Hvor muldvarp og mosegris lever i samme område, kan de to dyr anvende hinandens gangsystemer. Mosegrisen er aktiv hele året, og den kan samle fødeforråd af f.eks. rødder, løg og kartofler.
Fjender og trusler
Mosegrisen er som mange andre planteædere et vigtigt byttedyr for rovdyr og rovfugle og større ugler. Fiskehejre og stork kan også tage mosegrise. På grund af de skader mosegrisen kan forvolde på dyrkede arealer, afgrøder og jorddiger m.v. er det tilladt at bekæmpe den. De skader mosegrisen forårsager, skyldes dels den gravende aktivitet med eller uden dannelse af muldskud, foruden at den gnaver i og æder af vegetationen. Den bekæmpelse, der foretages rundt omkring i landet synes dog ikke at udgøre nogen generel trussel for arten.
Bevaringsstatus
Mosegrisen er almindeligt forekommende og ikke omfattet af nogen form for fredning eller andre beskyttelsesforanstaltninger. I henhold til lov om drift af landbrugsjorder kan kommunerne varetage bekæmpelse af mosegrisen, hvor den opfattes som et skadedyr.
Om forfatteren
Jens Lodal er biolog og ansat på Skadedyrlaboratoriet, Aarhus Universitet (tidligere Statens Skadedyrlaboratorium) med pattedyr som arbejdsområde.